Kanoudlejer Arne Falentin Olesen

Arne Falentin Olesen
Kanoudlejer Arne Falentin Olesens Mindefond blev stiftet af Arne Falentin Olesen, født 19. november 1926, død 13. januar 2009, normalt blot kaldt Falentin.
Falentin var ugift og barnløs og havde i sit testamente bestemt, at hele hans efterladte formue skulle tilfalde en fond. Fondens formål er at støtte aktiviteter inden for kultur, undervisning og natur i Tørring kirkesogn.
Falentin var opvokset i Tørring og boede til sin død i byen i forældrenes hus på Alstedvej 6.
Som stor dreng kom Falentin ud at tjene og arbejdede igennem sit arbejdsliv på møbelfabrikker som finermedarbejder, de seneste mange år på Tørring Møbelfabrik.
I 1949 begyndte Falentin i sin fritid at leje kanoer ud på Gudenåen. Han opførte et bådehus ved Gudenåen på Aagade midt i Tørring og drev herfra sin virksomhed Tørring Kanofart i næsten 60 år. Indimellem forsøgte han sig også med minigolf, teltplads, benzintank og som forpagter af kommunens campingplads. Alt som fritidsbeskæftigelse, da Falentin bevarede sit lønmodtagerjob, indtil han blev 60 år.
Med tiden blev Tørring Kanofart en større virksomhed, der på sit højdepunkt omkring 1980 havde næsten 400 kanoer til udlejning, og som blev et stort aktiv for turismen i Tørring.
Falentins kanoplads blev et samlingspunkt for mange af Tørrings store børn og unge, der her kunne få en god snak med Falentin og kunne tjene en skilling ved at give ham en hjælpende hånd med klargøring af kanoer i højsæsonen.
Falentin kunne glæde sig over, at hans tidligere medarbejdere ofte bevarede kontakten og aflagde ham et besøg, når de som voksne gæstede Tørring. Det samme gælder ikke så få af hans kunder fra hele landet, som har lejet kano hos Falentin i flere generationer.
Falentin døde i 2009 kort før sit 60års jubilæum som kanoudlejer.
Det var hans ønske, at hans efterladte midler skulle komme velgørende formål i Tørring til gode.
